TRÆNING OG KLARGØRING

 

Seks til otte ugers træningsprogram bringer hesten i form før fremstillingen

Normalt føres hingste til forbesigtigelse i 2½ års alderen og hopperne føres til kåring. Det er relativt tidligt idet hestene ikke helt er udvokset på dette tidspunkt og dermed heller ikke klar til den hel store træning. Det er dog nødvendigt at give hestene en eller anden form for træning op til de før nævnte avlsarrangementer for at opnå et optimalt resultat. Det handler nemlig om, at hesten bliver fremstillet i så god en kondition som overhovedet muligt.

Hesten kan afhængigt af tidspunktet for fremstillingen, forår eller efterår komme på græs. Det har den fordel for de heste, der fremstilles i foråret/sommeren at de mister den sidste vinterpels og får den blanke glød, som giver et godt indtryk af hesten. For heste som skal fremstilles i efteråret gælder jo, at de skal på græs så lang tid af sommeren som det kan lade sige gøre.

Ca. 8 uger for hingste og 6 uger for hopper før fremstillingen tages hesten på stald, og der startes på et træningsprogram. Træningsprogrammet skal øge hestens kondition, stramme de forskellige muskelgrupper op og evt. øge hestens gangformåen. Det er dog vigtigt at tilrettelægge træningsprogrammet således at den unge hest ikke lider overanstrengelse på noget tidspunkt under træningsforløbet.

Den unge hest er ofte lidt tyndhalset, en smule vommet, har lidt slap rygmuskulatur og muskelfattige lår. Disse ting må der rettes op på, inden fremstillingen og jeg vil i det følgende give et forslag til et alment træningsprogram, der strækker sig over 6-8 uger for en unghest, der skal avlsfremstilles.

Longering

 

Der startes i uge 1 stille og roligt med at vænne hesten til trense og til at blive longeret. Longering bør foregå på begge volter, og dette bør hesten lære i den 1. uge. De fleste heste lærer hurtigt at gå på begge volter, men det er en god ide at være to personer de første gange, hesten skal longeres.

Hesten bør i starten ikke longeres længere end 10-15 min. Husk endelig at skifte volte ca. hvert femte minut, så hesten ikke overbelastes. Det er vigtigt at hesten lærer at skridte ved siden af personen, der skal mønstre den. Derfor lægges der nogle skridtture ind i træningen, som øger hestens kondition og lærer den at "gå med" trækkeren. Disse skridtture bør som minimum vare en halv time og bør finde sted langt væk fra det sted, hvor hesten normalt longeres, så den ikke bliver ked af arbejdet. Det bedste er at komme i kuperet terræn med hesten, men ikke alle har denne mulighed og skridtturen kan sagtens foregå andre steder.

De fleste avlsforbund viser hestene løse ved avlsarrangementerne og derfor bør hesten også trænes i denne disciplin inden fremstillingen. Dommerne ser på hesten balance og galopformåen. En god øvelse for træning af de unge hestes balance er at lade den galopere i ottetaller på banen, hvor den er løs. I de sidste par uger inden fremstillingen trænes den unge hest i fremføring for hånd i skridt og trav og den skal også lære at tage opstilling og stå stille.

 

Tilridning

 

Når den unge hest skal tilrides, gælder som for alle andre ting du gør med hesten - den skal have tillid til det du gør. Derfor gå stille og roligt tilværks.

Det er en god ide at være to personer, når du skal i gang med at tilride hesten. Du starter med stille og roligt at lægge sadlen op på hesten, mens din hjælper holder ved hesten. Så spænder du gjorden løst. Sadlen må ikke ligge så løst at den glider tilbage i lysken eller ned på siden af hesten. Du lader hesten vænne sig til det nye og efter er par gange i longen med sadlen fastspændt vil du kunne komme op at hænge på hesten. Og efter kort tid kan du så sidde op. Husk hele tiden at det arbejde du gør rundt omkring hesten foregår stille og roligt således, at den hele tiden har tillid til dig og det du gør ved den.

Hvis hesten skal fremstilles til sadelkåring skal man begynde i god tid. Det nytter ikke at tro at man kan tilride og få hesten til at gå ordentlig frem på f.eks. bare en måned. Min anbefaling er at bruge 3 måneder på en ridetræning op til en sådan fremstilling. Når man bruger den tid, er der tid til kunne tage det stille og roligt og så nå målet: at hesten går frit frem til biddet uden at være hæmmet af ømhed eller andre skavanker, som den har pådraget sig under træningen, fordi den måske er blevet forceret frem på for kort tid. Der gælder i øvrigt også at heste kun skal ridetrænes nogle få gange om ugen. Hestens muskler er på dette tidlige tidspunkt endnu ikke så stærke, at den kan bære rytter ret lang tid af gangen og kun nogle få gange om ugen.

De sidste par dage inden fremstillingen "kæler" man for hesten. Den skal vaskes og endelig soigneres. Den har således ikke noget egentlig arbejde, men kan skridtes en lille tur.

Lige inden fremstillingen

 

Man skal overveje at lægge sko på unghesten, da arbejdet kan slide på hovene og gøre dem flossede at se på med efterfølgende benstillingen. Oftest er det tilstrækkeligt at lægge forsko på de unge heste, men det bør man tale med sin smed om. Unghesten bør have sko på i en hel beskæringsperiode, så man kan skifte sko en uge unden fremvisning. I øvrigt skal man være opmærksom på at der specielt ved fremstilling af unghingstene kan være specielle regler for om hvorvidt man må fremstille hesten med sko.

Ser man på den enkelte uges træningsprogram, bør hesten ikke være i longen mere end 4 dage om ugen. De resterende dage i ugen bruges til skridtture og træning i mønstring, løs på banen osv. Endvidere bør hesten også gå på luftefold et par timer hver dag. Den må ikke komme på græsfold, da den så æder en masse græs og bliver ved at være vommet, og det skæmmer hesten på fremstillingsdagen.

De sidste par dage inden fremstillingen "kæler" man for hesten. Den skal vaskes og endelig soigneres. Den har således ikke noget egentlig arbejde, men kan skridtes en lille tur.

 

 

Du er altid velkommen til at ringe til os på tlf. 40 62 51 80 for at høre hvordan vi kan hjælpe dig med din hest.

 

Stutteri Springborg – Regnholmvej 4 - 3320 Skævinge - Tlf: 48210180 - Mobil: 40625180 - stutteri@springborg.dk :::: Powered by CMS Editor